• Intern måling sender chokbølger gennem Socialdemokratiet: Overborgmesterposten bliver »tæt på umulig«

    المصدر: BDK Borsnyt / 19 نوفمبر 2024 10:07:13   America/New_York

    I mere end et århundrede har Socialdemokratiet været selvskrevet som det absolutte magtparti i København. Men med bare ét år til kommunalvalget taler partiets spidser nu åbnet om en virkelighed, hvor kommunens øverste post potentielt ikke bestrides af en socialdemokrat. Til Berlingske fortæller den nuværende overborgmester og flere medlemmer af borgerrepræsentationen, at de mener, at det er tæt på umuligt for det gamle arbejderparti igen at indtage overborgmesterposten efter kommunalvalget i den gamle arbejderby. Udtalelserne kommer efter, at partiets nyudnævnte kandidat til posten, Pernille Rosenkrantz-Theil, til DR har sagt, at hun mener, at det netop »bliver tæt på umuligt« at generobre overborgmesterposten. Overborgmester Lars Weiss lægger ikke skjul på, at det ser svært ud for Socialdemokratiet. »Penille har fuldstændig ret i, at det er en enorm opgave for partiet og for Pernille. Omvendt tror jeg også på, at hvis der er nogen, der kan løfte opgaven som spidskandidat, er det hende,« siger han. »Vi har set ved europaparlamentsvalget og her med den seneste måling, at tingene står ikke godt til for Socialdemokratiet. Man ville være komiske Ali, hvis man påstod noget andet.« Står tilbage med »et hul« i maven Målingen, Lars Weiss refererer til, er en måling foretaget af Epinion og analyseinstituttet Analyse & Tal for Enhedslisten og SF, og som i disse dage vækker rystelser på Københavns Rådhus. Mens Socialdemokratiet allerede slog negativ rekord for lav vælgertilslutning ved valget i 2021 med 17,1 procent af stemmerne, står partiet i den seneste måling til bare 12 procent af stemmerne. Enhedslisten står til 24 procent. SF 21 procent. Den seneste måling lægger yderligere til den nedtur, som Socialdemokratiet oplevede ved europaparlamentsvalget tidligere i år. Her måtte partiet se sig slået af SF, der blev det største parti. Det gør »da ondt«, erkender Lars Weiss. »Jeg tror, at alle engagerede socialdemokrater får et lille hul i maven over, at vi ligger og roder et sted, der på ingen måde afspejler den selvforståelse, vi har i forhold til at have siddet for bordenden i København i over 100 år,« siger overborgmesteren. Håbet er dog ikke slukket endnu, påpeger Weiss, men hvis den nye måling afspejler situationen, der gælder efter valget, får det konsekvenser for hele partiet. »Det betyder ikke kun noget for vores selvforståelse i København. Det betyder også noget for vores selvforståelse som parti. Op gennem historien har København været en af Socialdemokratiets kronjuveler,« siger han og tilføjer: »Der rammer man helt ind i noget af kerneidentiteten i Socialdemokratiet.« Hvor stor en katastrofe vil det være? »Den vil være stor. Den vil være meget stor.« Ligger der i jeres erkendelse også, at man i Socialdemokratiet forbereder sig på en virkelighed, hvor man måske ikke sidder på overborgmesterposten efter næste valg? »Nej, der er vores selvforståelse stadig for stor. Vi kommer til at gå efter overborgmesterposten næste gang, men det er klart, at hvis vi lander på et valgresultat, som den her måling viser, så er det tæt på umuligt,« siger Weiss. Hvad der ligger bag den nedtur, der – i hvert fald i meningsmålingen – udspiller sig i partiet, vil ifølge overborgmesteren blive undersøgt. Rokker ved »historien« om Socialdemokratiet Heller ikke paritets politisk ordfører, Laura Rosenvinge, har kunnet sidde 12-procentsmålingen overhørig. Det er noget, vi tager alvorligt, påpeger hun og tilføjer, at hun i øvrigt er enig i Pernille Rosenkranzt-Theils udtalelse. »Der er en historie om, at Socialdemokratiet lidt har taget for givet, at vi bare har overborgmesterposten. Når Pernille siger sådan, er det en måde at sige på, at det ikke er noget, vi er 100 procent sikre på,« siger hun. »Men der er langt fra det og til at sige, at vi begynder at forberede os på at miste den. Vi forbereder os selvfølgelig på alt.« Yildiz Akdogan, der er mangeårigt medlem af Folketinget og i dag sidder i borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, peger på, at partiet har været for dårligt til at markere sine »politiske sejre«. »Man skal aldrig tage magten for givet, og man skal heller ikke tage nogen poster for givet. Det, vi selvfølgelig skal tage for givet, det er, at det ikke er alt, hvad vi laver af politik, der når ud, og det er ikke alt, vi bliver krediteret for. Det tror jeg, vi skal forbedre os på,« siger Yildiz Akdogan. Har I taget magten for givet? »Jeg kan kun tale på mine egne vegne. Hvis der er noget, jeg har respekt for og er ydmyg over for, er det den stol, vælgerne har givet mig – den sidder jeg meget forsigtigt på, fordi jeg ved, at den er til låns.« Akdogan peger på, at en af grundene til, at Socialdemokratiet synes at have det svært i den tidligere højborg, er, at politikerne på Christiansborg har tegnet et skræmmebillede af hovedstaden. »Der har været en for sort-hvid tilgang til landsbyskellet fra Christiansborg.« »Det har både mit parti, men også alle de andre partier taget op, når de har talt om de københavnske saloner, som om København er en kæmpestor elitær overklasseby,« siger hun og understreger, at hvis Københavns Nordvestkvarter var en selvstændig kommune, ville det være en af landets fattigste. Berlingske har spurgt Pernille Rosenkrantz-Theil, om hun vil uddybe sit interview med DR, men det har hun ikke ønsket. https://www.berlingske.dk/politik/intern-maaling-sender-chokboelger-gennem-socialdemokratiet
شارك على،